Af miljøadvokat Pia Lisbeth Nielsen, Molt Wengel Advokatfirma

I oktober 2014 deltog jeg i en konference i Tokyo, hvor Al Gore var inviteret til at tale om klimaforandringer og det forhold, at klimaforandringer ikke kun isoleret betyder ødelæggelse af infrastruktur, hungersnød, fatalitet og sygdom, men at de på længere sigt vil være årsag til en helt ny type flygtninge: Klimaflygtninge.

De kommer enten fra lande, der er eller vil blive ramt af tørke, ekstrem regn eller oversvømmelse, eller fra lande, som helt ophører med at eksistere, i takt med at vandstanden i havene stiger.

Med hårrejsende akkuratesse brugte Al Gore Guvernør Jay Inslees kommentar til klimaforandringerne og USA’s hidtidige modvilje mod at være med til at fastlægge reelle reduktioner af drivhusgasser i FN:

“We’re the first generation to feel the sting of climate change and the last generation that can do something about it”.

Sådanne citater kan set i en dansk kontekst godt virke højtravende, men et tilbageblik på 2014 viser, at vi i Danmark også har mærket ”the sting of climate change.” . Vi må nok se i øjnene, at vi ikke har set enden på de ødelæggelser, der kan komme med de ændrede regn- og stormmønstre.

Er vi rustede til at tackle vandmasserne?

Fra at have været et usynligt driftsområde, blev spildevand og regnvand et særdeles populært samtaleemne efter oversvømmelserne i juli 2011. Begivenhederne medførte også en massivt ændret lovgivning, der havde til formål at give forsyninger og kommuner nye redskaber og muligheder for at finansiere oprustningen mod vandmasserne.

Men er vi så i mål?

Vores dialog med brugere i både forsyninger og kommuner viser, at dette ikke er tilfældet.

Jeg har fået lov til at lave en ønskeseddel med nogle af de nytårsønsker, der står højt på den ikke-udtømmende liste over forbedringer og optimeringer af regelgrundlaget, for at forsyninger og kommuner i langt videre omfang kan samarbejde om at gøre Danmark klimarobust.

Medfinansieringsbekendtgørelsen opleves meget bureakratisk

Medfinansieringsbekendtgørelsen kom som opfølgning på Regeringens aftale med KL i 2012 og handler om forsyningernes mulighed for at deltage i at finansiere klimatilpasningsprojekter. Den har allerede fået en del skrappe ord med på vejen.

Bekendtgørelsen opleves som en markant forøgelse af niveauet af et i forvejen allerede højt niveau af bureaukrati. Særligt ansøgningsprocessen opleves særdeles bureaukratisk. Den betyder i nogle tilfælde, at projekter slet ikke bliver realiseret.

De ufleksible og absolutte frister for indberetning af ændringer i projekterne indebærer også, at nødvendige eller ønskværdige projekter må udskydes.

Endvidere opleves den indførte sondring mellem finansieringsprincipperne i bekendtgørelsens § 3 og § 4 ikke forståelig eller forklarlig. De to paragraffer omhandler projekter i hhv. landzone og byzone.

Endelig opleves det kunstigt at udelukke forsyningen fra at deltage i den fremtidige drift af klimaprojekter, uden at dette skal honoreres som en tilknyttet aktivitet efter bekendtgørelsen for tilknyttede aktiviteter. Det meste af det vand, der bliver håndteret i et klimatilpasningsprojekt, er regnvand, som forsyningerne i meget vid udstrækning ville skulle have håndteret traditionelt, hvis ikke det var besluttet at udforme et klimatilpasningsprojekt. Hvis regnvandet var håndteret traditionelt, ville forsyningen også have forestået driften.

Spritny bekendtgørelse

Der er lige kommet en ny bekendtgørelse på gaden (trådte i kraft den 1. januar 2015). Bekendtgørelsen er blevet gennemskrevet, og der er bl.a. kommet nye regler for, hvordan man skal tackle henholdsvis uforudsete og besluttede ændringer af godkendte alternative projekter.

Bekendtgørelsens §§ 11-12 fastlægger, at Spildevandsforsyningsselskaberne ikke kan betale for uforudsete fordyrelser, som gør selskabets omkostninger til det alternative projekt større, end hvad de samlede omkostninger til den sædvanlige løsning ville have været. Det er derfor projektejeren, der bærer risikoen for fordyrelser, der opstår efter at aftalen er indgået. Hvis de uforudsete forhold både ville have gjort sig gældende for det alternative projekt og den sædvanlige løsning, kan selskabet medfinansiere op til niveauet for omkostninger, som det uforudsete forhold ville medføre for den sædvanlige spildevandsløsning.

I øvrige tilfælde – hvor der besluttes ændringer, og der derfor ikke er tale om uforudsete ændringer – skal der indsendes en fornyet ansøgning til forsyningssekretariatet.

Der er naturligt ikke optjent erfaringer med ændringerne i bekendtgørelsen, men ved en gennemgang af den nye bekendtgørelse ligner den påfaldende sig selv udover bestemmelserne om de uforudsete ændringer af projekterne. Disse ændringer lader ikke at bidrage til en afbureaukratisering.

Et stort nytårsønske er derfor, at der foretages reelle ændringer af reguleringen, så det meget vidtgående bureaukrati afmonteres, og at en ændring i bekendtgørelsen grundlæggende sikrer praktikalitet og pragmatisme i en eventuel efterfølgende kontrol af etablerede projekters økonomi. Det bør være muligt at kunne sikre de vandtætte skodder mellem forsyningernes og kommunernes økonomi med mindre bureaukrati.

Hvem tager sig af vejvandet?

Der er ingen tvivl om, at rigtigt meget af regnvandet, som kommuner og forsyninger skal håndtere, falder på kommunale, statslige og private veje.

Da myndighed og drift blev adskilt i vandsektorloven, satte lovgiverne ikke klare rammer for forsyningernes og kommunernes kompetencer i forhold til vejafvanding. Dette har affødt en del diskussioner mellem kommuner og forsyninger om, hvem der har eller skal have ansvaret for vejafvanding. Spørgsmålet er afhængigt af udsyn og fortolkning, og diskussioner munder ofte ud i, at det er den anden part, der har ansvaret for afvanding.

Nogle kommuner og forsyninger har taget konskvensen af de uklare regler  og har indgået aftaler for at få fastlagt klare rammer for ansvaret for vejvandet i kommunen.

I betragtning af, hvor vigtigt et element vejafvanding er i relation til klimatilpasning, er det ærgerligt, at der ikke er fastlagt helt klare regler for, hvad forsyninger hhv. kommunerne har ansvaret for.

Der er ikke tvivl om, at forsyningerne har et ansvar, for ellers ville der ikke være en finansieringsmekanisme i loven om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber mv. Der er heller ikke tvivl om, at vejens overflade og elementer heri bør betragtes som et vejanlæg. Men hvor bør grænsen mellem vejanlæg og spildevandsanlæg være?  Det forekommer underligt, at denne grænse kan variere alt afhængig af fortolkninger.

De stadige diskussioner er også ærgerlige på anden vis, fordi de kan påvirke det generelle og helt nødvendige samarbejde mellem kommuner og forsyninger negativt. Og endelig er der ikke tvivl om, at de manglende klare svar i lovgivningen om, hvem der har eller bør have ansvaret, i sidste ende kan betyde at vejafvandingen ikke altid bliver driftet eller optimeret korrekt.

Det forekommer at være et meget lille ønske, men der er ingen tvivl om, at fastlæggelse af et snit mellem kommunernes og forsyningernes kompetence i relation til vejafvanding er et ønske for mange forsyninger og kommuner, der ikke er nået i mål med en egen aftale om en helt præcis ansvarsdeling.

De mange planer, tilladelser, …

Som udløber af Regeringens aftale med KL i 2013 blev det aftalt, at Kommunerne som et tillæg til kommuneplanen eller i en ny kommuneplan skulle lave en ”klimatilpasningsplan” på et helt overordnet niveau. Kommunerne har også skulle lave risikokort og oversvømmelseskort.

Aftalen omfattede også de klimatilpasningsplaner, som kommunerne har udarbejdet i 2013. De indeholder en kortlægning af risikoen for oversvømmelser og skaber overblik over og prioriterer indsatsen. Klimatilpasningsplanerne indarbejdes direkte i eller som tillæg til kommuneplanerne.

Disse planer skal passe sammen med kommunernes øvrige plangrundlag og anden regulering (indhold og tid) som følger af anden lovgivning:

  • Generelle kommuneplaner
  • Oversvømmelseskort/risikoplanlægning
  • Lokalplaner
  • De netop endeligt vedtagne vand- og naturplaner
  • Spildevandsplaner
  • Klimalokalplaner
  • Vandløbsregulativer mv.
  • Konkrete tilladelser til spildevandsafledning og tilledning

Klimatilpasningsplanen skal for at blive operationel bl.a. implementeres i både lokalplan og spildevandsplan. Det samme gælder i vidt omfang for risikokortlægningen.

Herudover kan og skal kommunerne også regulere regnvand selvstændigt i lokalplaner og i spildevandsplaner.

Endeligt skal alle kommunernes tiltag i forhold til regnvand være overensstemmende med de krav, der følger af de statslige vandplaner, der (endeligt) er trådt i kraft i oktober 2014. Når planerne så er vedtaget, skal mange af plantiltagene udmøntes i tilladelser med videre.

De mange planinstrumenter, der skal jongleres med, og som skal være i indbyrdes overensstemmelse med hinanden, kan være udfordrende for både kommuner og forsyninger. Det kan være svært at få det helt forkromede overblik over samtlige ønskede tiltag i forhold til regnvand og samtidig sikre, at alle tiltag har hjemmel i de relevante love og regelsæt.

En reduktion i antallet af planer, der har det samme formål – nemlig at sikre en forsvarlig og optimeret afledning og brug af regnvand – kunne være et godt sted at starte i 2015.

Godt nytår

Jeg vil slutte med at ønske jer alle et fantastisk nytår. Som bekendt går alle ønsker ikke  i opfyldelse, og udfordringerne med klimatilpasning kan opleves overvældende. Alligevel er jeg sikker på, at vi kommer tørskoet i mål på grund af jeres store engagement.

Miljøadvokat Pia Lisbeth Nielsen, Molt Wengel Advokatfirma

Miljøadvokat Pia Lisbeth Nielsen, Molt Wengel Advokatfirma