Juridiske udredninger fra Task Force

Love og regler om klimatilpasning er komplicerede, og det er ikke altid let at gennemskue, hvem der har hvilket ansvar, og hvilke handlemuligheder man har som kommune eller forsyning. Mange problemstillinger går igen, og derfor har Task Forcen støttet udarbejdelsen af jura-notater i flere kommuner.


Kommunalt ansvar ved oversvømmelse af privat ejendom

Vurdering af hjemmel til at hjælpe oversvømmelsestruede ejendomme

I mange kommuner er der enkelte ejendomme, som oplever gentagne oversvømmelser, eller som har store problemer med at sikre sig mod oversvømmelser. Furesø Kommune har i samarbejde med Task Force fået afklaret kommunalfuldmagtens grænser for at sikre privat ejendom mod oversvømmelse.

Find notat om ansvar her >


Ansvar for klimatilpasning og sikring mod oversvømmelse

Sikring af Hillerød mod oversvømmelser fra skybrud efter etablering af den nye bydel Favrholm

I forbindelse med planlægningen af den nye bydel Favrholm skal der tages højde for øget nedbør i fremtiden. Vandløbene nedstrøms er hydraulisk belastede, og der er stort set ikke potentiale for nedsivning i området, hvilket betyder at alt vand skal håndteres lokalt. Øget befæstelse vil alt andet lige øge risikoen for nedstrøms oversvømmelser, og kommunen ønsker at afklare, hvilket ansvar man kan pådrage sig i forbindelse med planlægningen af det nye område.

Find notat om kommunalt ansvar for klimatilpasning og sikring mod oversvømmelse her >


Forpligtelser i forhold til dræn

Afkobling af uvedkommende vand fra Blomsterkvarteret

Et villakvarter i Værløse er blevet drænet i forbindelse med udstykningen for mere end 50 år siden, og vand fra dræn og småsøer ledes flere steder til fælleskloak. Længere nede på samme kloaksystem er forsyningen i gang med at afkoble regnvand, men vand fra Blomsterkvarteret får bassiner til at løbe over ved kraftig regn.

Området er et såkaldt dødislandskab, et område med mange små bakker og små, lavninger, der ikke har et naturligt afløb. Lavningerne har ofte ler i bunden, og derfor siver vandet ikke naturligt ned, og der skabes små søer. Ved kraftig regn kan de små søer vokse og give anledning til oversvømmelser, og det er antagelig årsagen til, at de er sluttet til dræn – og dermed kloakledninger – nedstrøms. Forsyningen og kommunen har været usikre på, om problemstillingen skulle løses ved, at kommunen giver påbud til de enkelte grundejere om at afkoble det uvedkommende vand, eller om forsyningen er forpligtet til at aftage vandet og derfor kan arbejde med andre løsninger.

Task Forcen er gået ind i projektet, fordi problemstillingen med gamle dræn i ældre villakvarteret findes mange steder, og ansvaret er uafklaret. Egentlig er drænvand normalt ikke forsyningens ansvar, men her er drænledningerne etableret af kommunen i forbindelse med udstykningen, hvilket betyder, at forsyningen tilsyneladende har et ansvar. Derfor har forsyningen brug for at finde en løsning.

Notatet fra HORTEN berører en lang række generelle problemstillinger af betydning for placering af ansvaret for det uvedkommende vand. Hent notat om forpligtelser i forhold til dræn her >

I en efterfølgende dialog med HORTEN har Task Force spurgt om begrebet “synbare” tilledninger  af dræn til kloakken i forhold til spøgsmålet, om der er grundejere, der kan antages at have vundet hævd på at fortsætte en ellers uretmæssig tilledning af drænvand til kloaknettet. I den forbindelse skriver HORTEN, at:

“Hvis der er givet en tilladelse til tilslutning af drænvandet eller kommunen uden en egentlig tilladelse men ved andet samtykke til tilslutningerne har accepteret disse, så er tilledningerne ikke uretmæssige. Så sker tilledningen af drænvand jo i henhold til tilladelse/samtykke fra kommunen, som daværende ejer af kloaknettet.

Så hvis kommunen i sin tid har givet tilladelse til tilslutningerne af drænvand på kloakken, er forsyningen forpligtet til fortsat at modtage dette vand og spørgsmålet om, hvorvidt der er vundet hævd på fortsat tilledning, er ikke relevant. Hævdsbetragtningerne i notatet er alene relevante for det tilfælde, at der er tale om uretmæssige (ikke-accepterede) tilledninger.”

Projektinfo

Samarbejde med HORTEN

Task Forcen har en samarbejdsaftale med advokatfirmaet HORTEN, som betyder, at medlemmerne af KLIKOVAND kan få rabat. I tilfælde, hvor en juridisk udredning har almen interesse, kan Task Force betale halvdelen af regningen, ligesom ved forprojekter. I disse tilfælde sikrer vi os altid, at udredningen resulterer i et notat, som kan offentliggøres.