Hvor kan regnvandet tilbageholdes ved byudvikling?

Region Hovedstadens nye hospital i Nordsjælland er placeret i Favrholm i den sydlige udkant af Hillerød, hvor en helt ny bydel skabes i et naturskønt område med nem adgang fra store indfaldsveje og en helt ny S-togsstation. Håndteringen af regnvand i området byder imidlertid på vanskelige udfordringer, som Task Forcen har hjulpet med at sætte fokus på.

En bydel med grønne og blå strukturer

Udfordringerne stod i kø for den arbejdsgruppe, som efter nytår 2016 fik til opgave at afklare, hvordan vandet skal håndteres i den nye bydel og omkring det nye regionshospital syd for Hillerød. Udvidelsen af Hillerød giver nemlig mulighed for fra start at tage hensyn til omgivelserne og integrere klimatilpasning i udbygningen.

Beskyttet natur i Salpetermosen, ganske tæt på hospitalet, hydraulisk belastede vandløb og ringe muligheder for nedsivning var kun den ene side af sagen. Håndteringen af vand skal også give gode adgangsforhold til hospitalet uanset vejret og mulighed for at bygge en attraktiv ny bydel op med station, centerområde, erhverv, beboelse, grønne områder og velfungerende infrastruktur. Dertil kom en stram tidsplan.

Tværfaglig arbejdsgruppe for at sikre hensyn og fælles forståelse

Hillerød Kommune havde gjort det helt rigtige: Nedsat en tværfaglig arbejdsgruppe med relevante repræsentanter for Hillerød Kommune, Hillerød Forsyning, Region Hovedstaden og Nyt Hospital Nordsjælland, bistået af en konsulent med indsigt og erfaring i klimatilpasning. Arbejdsgruppen fik til opgave at skabe et fælles teknisk grundlag og konkretisere såvel funktionskrav som målsætninger for vand og natur.

Arbejdsgruppen mødtes og satte relevante emner på dagsordenen. Projektets omfang, tidspres og manglende tid til opfølgning skabte frustrationer og uklarhed om hvilken viden, der var nødvendig at få opbygget og diskuteret for at arbejde videre med funktionskravene for håndtering af regnvand i området.

Task Forcen som støtte til projektledelsen

Task Forcen blev inviteret ind for at hjælpe processen i gang. Task Forcen gik ind og ydede bistand til projektledelsen ved at køre mødeledelsen, tage referat og udsende dagsorden med input fra deltagerne. Det medvirkede til, at der blev fulgt op på arbejdsopgaverne, og at der for hvert møde blev bygget videre på resultaterne.

Emilie Just Nielsen, projektleder i miljøafdelingen i Hillerød Kommune har været glad for Task Forcens hjælp: ”Jeg har haft svært ved at nå det hele, så det var virkelig en hjælp, at Task Forcen tog over med mødeledelse og referat. Det betød, at jeg kunne koncentrere mig om mine faglige input, og samtidig gav det ro på hele processen”.

Proceshjælp fra Task Forcen sikrede, at der blev plads til, at fagmedarbejderne fik en fælles forståelse for, hvad de hver især havde brug for af hensynstagen eller inputs. Fx hvor meget regnvand kan udledes i de enkelte vandløb, og hvilke retningslinjer skal der arbejdes videre med i landskabsplanen for området og de kommende lokalplaner.

Også Preben Boock, projektleder i Hillerød Forsyning, er godt tilfreds: ”Uden Task Forcens hjælp er jeg ikke sikker på, vi var kommet i mål med det her. Bente og Merle har været gode til at sikre, at alle kom på banen, og at der blev fulgt op på de aftaler, vi lavede på møderne. Det har været en kæmpe hjælp”.

Som uafhængig part kan Task Forcen gå ind og spørge nærmere til uløste spørgsmål og dermed synliggøre mellemregninger og indforståethed. Arbejdsgruppens resultater er fremlagt for Hillerød Kommunes Miljø- og Teknikudvalg og indgår nu som grundlag for det videre arbejde med udvikling af bydelen.

Hvis du vil vide mere om projektet, kan du læse videre her:

www.favrholm.dk >