Tværfaglighed, nye samarbejdsformer, udvikling og nye løsninger er daglige ledsagere i arbejdet med klimatilpasning. Forandringerne gør arbejdet med klimatilpasning spændende, men det kan også skabe usikkerhed, både for os selv og vores samarbejdspartnere.

Det var udgangspunktet for Task Forcens og KLIKOVANDs go’morgenmøde den 13. oktober. 24 deltagere havde fundet vej til Østerbro, hvor Sverri Hammer gav et inspirerende og humoristisk oplæg og gode råd om, hvordan vi håndterer forandringer gennem meningsskabelse. Task Forcen præsenterede nye værktøjer og introducerede de projekter, vi er i gang med.

Hvordan skaber vi mening i forandringer?

Sverri Hammer tog udgangspunkt i begrebet “meningsskabelse”, inspireret af organisationsteoretikeren Karl Weick. Vi fik samtidig et bud på, hvordan vi som ledere, projektledere eller -deltagere kan være med til at skabe mening, med “den meningsskabende leders 10 skud”. Weick vender mange af vores gængse forestillinger om ledelse på hovedet, når han opfordrer til at “talk the walk”, handle for at forstå, eller til at undgå simplificeringer og gøre ting netop så komplicerede som de er.

hvad_er_meningsskabelse

Undervejs gav Sverri Hammer mange eksempler fra virkeligheden – hvem har ikke oplevet en topleder, som under stor ståhej annoncerer forandringer og nytænkning for derefter at sætte sig tilbage på den samme kontorstol, omgive sig med de samme mennesker og sende de samme mails som altid? Han foreslog også at lænke lederen til kaffemaskinen – det er der, man finder ud af, hvad der foregår på en arbejdsplads. Han sluttede af med historien om, hvordan en deling soldater under en snestorm havde fundet vej ud af Alperne ved hjælp af et kort over Pyrenæerne (genfind historien her >).

Med illustrationer fra Wulff og Morgenthaler fik vi også sat billeder på, hvordan forskellige ledetråde og tolkninger af det der sker, kan føre til højst uventede og måske uønskede resultater. Find den meningsskabende leders 10 skud i denne artikel >, eller læs meget mere om meningsskabelse i bogen “Meningsskabelse, organisering og ledelse” >.

Værktøjskassen på KLIKOVANDs hjemmeside

Efter indlægget fortalte Bente om værktøjerne på KLIKOVANDs hjemmeside, som hele tiden bliver opdateret og forbedret. Task Forcen har blandt andet samlet kommuner og forsyningers erfaringer om organisering af arbejdet omkring klimatilpasning her >, hvor der er gode råd om at engagere kolleger og politikere. På hjemmesiden findes også en oversigt over finansieringsmodeller >, hvor vi har samlet oplysninger om finansiering for en række af de cases, der er beskrevet på klimatilpasning.dk.

Task Forcens planer for 2016 og 2017

Herefter fortalte Merle om Task Forcens igangværende projekter og planerne for de kommende måneder. Find en oversigt over Task Forcens igangværende projekter >, og se mere i den udleverede oversigt over indsatser i 2016 og 2017 (pdf) >. Merles præsentation kan hentes her (pdf) >.

Efter indlæggene benyttede mange deltagere lejligheden til at tage en snak med kolleger i andre kommuner eller forsyninger over en kop god kaffe.