Der er kommet nye kræfter til KLIKOVANDs regionale Task Force for klimatilpasning.

Signe Boelsmand og Jens Stærdahl løber videre med stafetten:

”Vi glæder os til at videreføre det flotte arbejde, som allerede er blevet lavet i Task Forcen af Bente og Merle. Det er vores vision at søsætte de sidste spændende projekter, men især at arbejde med formidling og udbredelse af den viden og de værktøjer, der er blevet samlet og lavet gennem de sidste år.”

Jens Stærdahl har en baggrund som projektleder for en samlet tværgående strategi for det åbne land i Roskilde Kommune, som han har styret fra de første spæde tanker frem til implementering af en stribe store og små projekter. Jens er uddannet cand.techn.soc. fra Roskilde Universitet og har tidligere i sin karriere undervist og forsket i miljøplanlægning.

Signe Boelsmand er uddannet geograf og ingeniør og har det sidste år været forskningsassistent på Aalborg Universitet, hvor hun har arbejdet med klimatilpasningsproblematikker og hvordan klimatilpasningen kan være en anledning til at gentænke vores veje og byer.