Blog nr. 3 – 23. maj 2017

Af: Carl-Emil Larsen, direktør i DANVA

Samarbejde og fælles ansvar mellem vandforsyninger og kommuner er altafgørende for at klimaindsatsen lykkes. DANVA fremhævede allerede tilbage i 2009 i DANVAs ”Vision for klimatilpasning” erkendelsen af et fælles ansvar som helt centralt. Det var derfor også utrolig positivt, da vi fik den nye klimalovgivning, som gjorde, at klimaprojekter kunne udføres på overfladen med vandselskabernes involvering.

Klimamedfinansieringsbekendtgørelsen har nu virket i en årrække og er netop blevet evalueret. Redegørelsen om klimatilpasningsplaner og regler for medfinansiering 2013-2016 viser blandt andet, at der er penge at hente, hvis vandforsyningerne arbejder sammen med kommunerne om den fælles klimaindsats.

Redegørelsen viser, at der er investeret i klimatilpasning i perioden for 1,1 milliarder kroner, som er løsninger både over og under jorden. Hvis de løsninger skulle have været udmøntet udelukkende som traditionelle kloakløsninger med samme effekt, så ville det have kostet 4,4 milliarder kroner.

Der er ingen tvivl om, at lovgivningen har virket og medvirket til at accelerere klimaindsatsen. Men der er behov for ændringer for at sikre, at indsatsen ikke går i stå. Vandselskaberne har kompetencerne i forhold til vandafledning, og typisk skal projekter tænkes ind i en større helhed i forhold til vandafledningssystemer under og over jorden. For at sikre den nødvendige fremdrift af klimaprojekterne er det afgørende, at vandselskaberne kan fungere som projektejere for klimamedfinansieringsprojekterne. Projekterne udføres i henhold til klimaplan og spildevandsplan, hvor kommunen er myndighed. Sådan skal det fortsat være, men det er ikke hensigtsmæssigt, som det foregår i dag, hvor vandselskabet ikke kan påtage sig den styrende del af selve projektet, det vil sige projektplanlægning, udførelse, drift og eventuelt også ejerskab.

Siden 2016 har medfinansieringsprojekter skullet finansieres med en fordeling på 75/25 mellem vandselskab og kommune. Der er risiko for, at dette også vil sætte projekterne i stå, da kommunen opleves at bakke ud. Det er vigtigt at pointere, at der her alene er tale om selve afvandingsfunktionen, dvs. vandselskabets kompetence. Konsekvensen vil være, at projekter ikke gennemføres eller at der etableres en traditionel og noget dyrere rørløsning i stedet for medfinansieringsløsningen. I sidste ende sendes altså en større regning til vandselskabets kunder. Alternativet, til at der laves en traditionel løsning i stedet for medfinansieringsløsningen, kunne være, at der opstår uhensigtsmæssige tilstande, hvor medfinansieringsløsninger omdefineres til traditionelle løsninger og gennemføres af vandselskabet. Men det vil give en masse overflødig administration samt være uden det nødvendige samarbejdsaspekt og den synergi, det kræves i forhold til at vægte den merværdi af løsningen, som medfinansieringsprojekterne skaber.

Bekymringen i evalueringsrapporten om overinvestering, mener vandselskaberne ikke, er et reelt problem. Projekterne skal jo fortsat godkendes under klimaplanen i henhold til risikokortlægning. Frygten for overinvesteringer ved 100 procent betaling af klimaprojekter over vandtaksten synes derfor grundløs.

Alle prognoser viser, at der kommer flere skybrudshændelser i fremtiden, ligesom vandstanden i havene omkring Danmark stiger. Det medfører risiko for påvirkning ude fra havet og bagfra inde over land som følge af monsterregn.

Det påstås som nævnt i evalueringen, at medfinansieringsreglerne rummer et incitamentsproblem, som kan føre til overinvesteringer og et investeringsniveau, der ikke er optimalt for samfundet. Dette begrundes med, at kommunen i egenskab af at være både ejer af vandselskabet og myndighed gennem aftaler eller via ejerskabet kan bestemme, at serviceniveauet skal forhøjes. Evalueringen beskriver ikke, om dette incitamentsproblem må anses for at være løst med de nugældende medfinansieringsregler. Efter de nugældende regler kan vandselskaber højst betale 75 procent af omkostninger til håndtering af tag- og overfladevand i vandløb i byzone og for projekter i og på veje. Altså vil det være kommunen eller eventuelt en privat projektejer, der skal betale det resterende. For projekter, der godkendtes for årene 2013 – 2016, var der ikke denne betingelse, og vandselskaberne kunne således betale 100 procent.

Efter de gældende regler/aftaler skal kommunerne kun lave en klimatilpasningsplan, men flere kommuner finder det naturligt, at der bør kunne ske en opdatering af planerne og nogle nævner, at staten bør kunne stille krav om en sådan opdatering.

Regeringens udmelding om anvendelsen af evalueringen er meget positiv, og DANVA ser frem til at bidrage i det forestående arbejde. De problemer, der identificeres i evalueringen, svarer i vid udstrækning til de problemer, DANVA ved tidligere lejligheder har gjort opmærksom på. Mere konkret mener DANVA:

  • At det bør være muligt at vælge mellem forskellige former for projektejerskab, således at det som i dag kan være hos kommunen, et vandselskab eller eventuelt hos en privat part. Dette kan ikke mindst være nyttigt i de tilfælde, hvor et vandselskabs forsyningsområde dækker adskillige kommuner.
  • At det i højere grad end i dag skal være muligt for vandselskaberne at eje anlæg etableret i forbindelse med medfinansieringsprojekter.
  • At det i lyset af den kompleksitet og langtrukne administration, medfinansieringsreglerne giver anledning til, bør overvejes, om reglerne kan forenkles.
  • At der er andre væsentlige problemer i forhold til vandselskabernes økonomiske vilkår for deltagelse i klimatilpasning end dem, der fremgår af evalueringen. Inden for de ”traditionelle” løsninger er der blandt andet problemer med den såkaldte likviditetsklemme og effektiviseringskrav til renteomkostninger og allerede gennemførte projekter.
  • At der er væsentlige samfundsøkonomiske gevinster og gevinster for vandselskabers og kommuners økonomi ved at øge indsatsen med klimatilpasning. Særligt hvis de ovenfor nævnte ændringer gennemføres.

Siden medfinansieringsordningen i 2016 blev ændret, har kommunerne generelt været tilbageholdene med at finansiere klimaløsninger, hvilket kan resultere i, at udviklingen går i stå. Det vil være samfundsøkonomisk uhensigtsmæssigt.

Derfor er det piskende nødvendigt, at der er de mest optimale rammer hos vandselskaber og kommuner, så de i samarbejde kan sikre klimaindsatsen.

Carl-Emil Larsen, direktør i DANVA