Blog nr. 4 – 9. juni 2017

af: Svend-Erik Jepsen, seniorchefkonsulent i Dansk Industri

Vi har i Danmark gennem de seneste år udviklet løsninger på de klimaudfordringer, der følger mere ekstremregn. Løsninger, der er kosteffektive og på samme tid giver positive bidrag til udendørs byrum.  Det er gode nytænkende løsninger, der er udviklet i et samarbejde mellem små og store innovative virksomheder, spildevandsforsyningerne og kommunerne.

Samarbejder baner vejen for nye løsninger

Samarbejdet om at udvikle de nye løsninger, der giver svar på de klimaændringer, som vi kun har set toppen af endnu, er det spændende ved Vand i Byer-samarbejdet og en række andre klimatilpasningssamarbejder. Det er også det, der gør, at vi i Danmark har udviklet nye metoder og måder til at styre os igennem hændelser med ekstremregn uden alt for store samfundsmæssige omkostninger.

Klar til eksport af vand- og spildevandsteknologi

Men nu skal vi også til at sikre, at de mange gode nye løsninger kommer frem på hylden, når vi skal sælge dansk vand- og spildevandsteknologi ude i verden. Dansk Industri har i 2015 i samarbejde med DANVA, Dansk Miljøteknologi og Miljø- og Fødevareministeriet opstillet en vision for at fremme eksport og innovation af vandteknologiske løsninger.

Visionen har en ambitiøs målsætning om at fordoble dansk eksport af vandteknologi frem mod 2025. Vi har brug for alle gode ideer og løsninger for at sikre, at vores ambition bliver til virkelighed. Eksport af klimatilpasningsløsninger er et vigtigt bidrag.

Derfor skal vi sætte turbo på, at de mange gode klimatilpasningsteknologier, der er udviklet, ikke kun kommer danske kommuner og vandforsyninger til gode. Vi skal også ud på eksportmarkederne med løsningerne. Mere og kraftigere regn er jo, som det er alle bekendt, ikke kun et fænomen i Danmark.

Samtidig sker der i hele verden en kraftig urbanisering, og fremtidens borgere i byerne vil ikke kun kræve, at der er tænkt på at håndtere hændelser med ekstremregn, de vil også efterspørge byer med grønne arealer. Kort sagt en række af de løsninger, man kan se skyde op rundt om i Danmark i dag fra Skt. Keldsgade-kvarteret på Østerbro i København til Sønæs i Viborg. Det er det, som vi i eksportøjemed kalder ”Green Livable Cities”.

 

Svend-Erik Jepsen, seniorchefkonsulent i Dansk Industri