Mandag 28. september får Gladsaxe Kommune overrakt prisen som Danmarks Friluftkommune 2015. Efter prisoverrækkelsen, vil der være mulighed for at se og prøve nogle af de kombinerede klimatilpasningstiltag og friluftsaktiviteter, der har været med til at sikre Gladsaxe prisen.

”Vi er meget imponeret over omfanget og variationen i de gennemførte klimatilpasningstiltag”. Sådan skrev Friluftsrådet i sin begrundelse for at gøre Gladsaxe til Danmarks Friluftskommune 2015. Mandag 28. september er alle inviterede til prisoverrækkelse og til at se og opleve, hvad Friluftsrådet er så imponerede over.

Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst (A) får overrakt prisen, og den vil blive fejret med musik, taler, frokost og et væld af sjove aktiviteter for både børn og voksne. Der vil også være mulighed for at se og høre meget mere om hvordan naturen i Gladsaxe kan bruges til friluftsaktiviteter, og hvordan man som borger kan være med til at løse klimatilpasningsudfordringen ved selv at håndtere regnvandet på sin egen grund.

Børn og barnlige sjæle kan deltage i et stjerneløb om klima og friluftsliv, prøve en svævebane og vandtrampolinen, eller prøve nogle af de andre vandlegeaktiviteter i Caféhaven bag Gladsaxe Svømmehal, hvor prisoverrækkelsen holdes. Der vil også være ”æbleeksperimenter” og sunde smagsoplevelser fra Frugtformidlingen, samt mulighed for at få en rundvisning til klimatilpasningsløsningerne i Caféhaven.

Klimakvarter med leg og naturoplevelser

Nogle af de tiltag som blev fremhævet i begrundelsen for at Gladsaxe vandt prisen, er netop projekterne i caféhaven og ved Idrætsanlæggene i Gladsaxe, hvor regnvandet opsamles på områder som til dagligt bruges til leg og træning.

Der er blandt andet anlagt baner til paddletennis og rulleskøjteløb, samt en vandlegeplads. De nye faciliteter har allerede har været med til at Idrætsanlæggene bliver brugt til mere uformel leg og bevægelse, samtidigt med at de opsamler regnvandet, når det regner voldsomt.

Idrætsanlæggene er en del af Klimakvarteret ved Høje Gladsaxe. Et af de andre bemærkelsesværdige projekter i kvarteret er Vandledningsstien. Efter at Gladsaxe etablerede en række rekreative vandbassiner i området, er Vandledningsstien gået fra at være en simpel, blind gang- og cykelsti, til også at være en naturoplevelsesrute, der både skaber en sikker skolevej for områdets børn, og er med til at forbinde det centrale Gladsaxe med kommunens store naturområder i den sydlige del af kommunen.

Arrangementet finder sted den 28. september klokken 11.30-13 på Idrætsanlæggene i Gladsaxe, Vandtårnsvej 55, i Caféhaven bag svømmehallen. Efter arrangementet er slut klokken 13, vil der være mulighed for at få en guidet rundtur til de andre projekter i Klimakvarteret.

Du kan læse mere om arrangementet og tilmelde dig her