Fem nye regnvandshaver skal være med til at hjælpe byens haveejere i gang med regnvands-løsninger på egen grund

Onsdag 26. august 2015 blev fem nye regnhaver indviet i Bagsværd. Der var et flot fremmøde af glade og spørgelystene borgere og fagfolk, som allerede inden den officielle indvielse, var godt i gang med at undersøge regnbedet i den nærliggende regnhave. Miljøudvalgsformand i Gladsaxe, Tom Vang Knudsen, fortalte fra podiet om Gladsaxe Kommunes nyeste regnvandsprojekt og indviede dermed de fem demonstrationshaver.

Senere fortalte en af haveejerne, Klaus Langberg, hvordan projektet havde været med til at få ham og hans kæreste til at se nye spændende muligheder i deres have, som de ikke tidligere havde overvejet. Nu er den jævne græsplæne i deres have blevet byttet ud med farverige regnbede, nye selvvandende plantekasser og et lille bålsted i baghaven. Alle løsningerne med fokus på at tilbageholde og nedsive regnvandet i haven, og lade planterne drage nytte af vandet i stedet for at sende det direkte i kloakken.

Demonstrationsprojekt

Tanken bag det nye demonstrationsprojekt er at skabe et sted, hvor byens haveejere kan søge inspiration og se løsninger, der er i en skala, som kan passe ind i de fleste haver. I alle haverne er der regnvandsløsninger på forsiden af huset, så man ude fra vejen kan kigge ind og lade sig inspirere.

Man kan komme på rundvisning i haverne, så man som borger kan se og høre mere om de mange forskellige løsninger, der blandt andet omfatter regnbede, sænket trampolin, stenbed og små grøfter. Haverne er også med til at afprøve nye løsninger og planter, for at blive klogere på, hvad der fungerer i en regnhave, og hvordan vi kan tænke videre på de traditionelle løsninger.

Vil du se mere?

På Gladsaxe Kommunes hjemmeside gladsaxe.dk/demohaver, kan du læse meget mere om de forskellige haver, se billeder og få hjælp til at komme i gang med et regnvandsprojekt i din egen have.