Af: Kåre Svarre Jakobsen

04.02.13 16:44

Klimatilpasning: Én løsning, flere formål

Det er de færreste, der er glade for at rydde op. Men der er ingen, der kan lide at rydde op efter oversvømmelser, og der er ingen, der skal rydde op efter oversvømmelser. Derfor er der de seneste år kommet et massivt fokus på klimatilpasningen, så vi undgår oprydning og dyre regninger som følge af det mere ekstreme klima, vi ved, der kommer.

Det er et fokus, hvor kommunerne er helt centrale spillere, som Naturstyrelsen gerne vil spille bold med, for at indsatsen skal lykkes. Og det er nu kampen skal stå, og der skal investeres i de løsninger, som leder regn- og spildevand andre steder hen end ned i kældre eller ud på veje.

Løsninger vil pible frem

Aftalen med KL om at investere 2,5 mia. kroner i klimatilpasning i 2013 satte en tyk streg under, at der er vilje til at skabe løsninger, og at det er nu, der skal handles. En optimal klimatilpasning kræver, at vi tør tænke vand anderledes. Vand skal ikke bare ned i kloakken, for der er ganske enkelt ikke plads. Derfor kan man nu over vandtaksten investere i tiltag som grønne områder, klimaveje eller kanaler i boligområdet, som både leder vandet væk og giver rekreativ værdi for borgerne. Det kræver kreativitet og også en smule mod at finde disse nye løsninger, men de vil komme, og de vil blive flere og flere. Det er der ingen tvivl om.

Bjarne_1

Vi vil hjælpe jer!

Den nærmeste målstreg for klimatilpasning hedder lige nu udgangen af 2013. Her skal de kommunale klimatilpasningsplaner være færdige, og det kan for nogle virke som en stor mundfuld. Det er trods alt en forholdsvis ny udfordring, og hvor starter man, og hvor slutter man med sådan en størrelse? Der findes ikke et entydigt svar. Men som en hjælp til kommunernes planlægning har Naturstyrelsen udviklet en ’vejledning om klimatilpasningsplaner og klimalokalplaner’. Vejledingen kan bruges til at skabe overblik over opgaven og til at søge inspiration til, hvordan man kommer godt i hus med planen.

Der er også hjælp at hente fra Naturstyrelsens rejsehold, som i skrivende stund har besøgt 40 kommuner. En af de ting som Rejseholdet kan inspirere til er værdikortlægning, og hvordan andre kommuner har håndteret opgaven. F.eks. hvordan man håndterer ”kritiske værdier” som skoler, sygehuse og infrastruktur i forhold til opgørelsen af ejendomsværdier. Brug os og brug nabokommunen, når I mangler inspiration eller støder på problemer.

Et fælles ansvar!

Med klimatilpasning står vi med en udfordring, der ikke er nogens ansvar alene. Derfor må vi også både dele ansvaret og regningen. Staten, kommunerne, virksomheder og borgere. Mange borgere er i tvivl om, hvordan de skal sikre deres hjem mod mere regn. Derfor har vi også igangsat en kampagne, som giver borgerne gode råd om klimatilpasning af hus og have. Som en del af kampagnen har miljøministeren aftalt med en række brancheorganisationer, at deres medlemmer giver gratis klimatilpasningstjek til husejerne. Vi vil opfordre kommunerne til at udbrede kendskabet til klimatilpasningstjekket, som for mange vil være yderst relevant.Kaare Svarre Jakobsen copy

Der ligger en kæmpe opgave og venter for alle, der beskæftiger sig med planlægning, vand og klimatilpasning. Heldigvis er det en ekstremt interessant opgave, som allerede er i fuld gang ude i landet, og som Naturstyrelsen ser frem til at følge tæt.

Kåre Svarre Jakobsen er Kontorchef for Miljøministeriet, Naturstyrelsen